Hvordan behandler du dit silke?

Silkeskjorte - Silky SarahJo bedre du behandler dit silke, jo længere og pænere holder det sig. Vi har samlet alle de bedste råd til, hvordan du sikrer dit silke den længste levetid. Det betyder ikke, at det bliver grimt på en uge, hvis du ikke følger rådene. Det er blot en vejledning til dig, som vil gøre det allerbedste for dit tøj.
 

Hvordan vasker jeg silke?

Vores silke-kvalitet tåler NORMALT maskinvask på skåneprogram, 30 grader ved lav centrifugering (400). Men fordi der er stor forskel på vaskemaskiner, kan du risikere, at det krymper. Derfor er al maskinvask på eget ansvar.

På mange vaskemaskiner findes et program specielt til silke. Findes det ikke, er et håndvaskeprogram at foretrække.
Sørg for at vaske det med lignende farver, så der ikke sker afsmitning.
Vi anbefaler vaskemiddel med lav PH-værdi.
Silke må under ingen omstændigheder tørretumbles.

Silke kan være følsomt over for træk og vrid, så vær forsigtig, når du tager det ud af vaskemaskinen, så du ikke kommer til at trække fx i et ærme.

Man får det pæneste resultat ved at lade silke tørre på en bøjle, det gør samtidig tøjet nemmere at stryge. Faktisk kan man ofte helt undgå at stryge silke crepe, fordi crepe-overfalden krøller mindre end en blank silkesatin-metervare.
 

Silkeskjorte - Silky SarahHvordan fjerner jeg pletter fra silke?

Du skal altid undgå pletfjerning direkte på pletten, fordi det kan overbelaste stoffet, give en anderledes overflade eller efterfølgende give farveforskel.
Vi anbefaler at vaske tøjet almindeligt som anvist ovenfor, og hvis pletten ikke forsvinder, anbefaler vi, at du konsulterer et professionelt renseri.

Pas generelt på med at få deodorant direkte på tøjet, dvs. lad det tørre, inden du tager tøjet på, og undgå at sprøjte parfume direkte på silken.
 

Hvordan opbevarer jeg silke?

Vi anbefaler, at du opbevarer dine silkeskjorter eller t-shirts på bøjle. Først og fremmest for at minimere behovet for strygning.

Læs mere om silke her